Team Søndergaard
Mangedobbelte danske og nordiske mestre  

 

  Forside  
|
  Nyheder  
|
  Teamet  
|
  Bilerne  
|
  Sponsorer  
|
  Video  
|
  Galleri  
|
  Salg  

 

Nyheder

2015 – November

Det er den samme følelse som sidste år. Resultaterne lever ikke op til målsætningen. Det blev igen i år til sølv i både DM og NM.

Der var lidt opmundring i NM, hvor det var meget små marginaler, der var afgørende. DM blev også afgjort i sidste afdeling, et løb hvor vi slet ikke ramte dagen.

På rallyfronten kom der lidt gang i det igen. Rally Subaruen blev luftet et par gange. Her blev det også til en sølvmedalje i JFM for klubhold, hvor vi bidrog med en generel anden plads.

2014 – November

Lad mig sige det med det samme; resultaterne for 2014 var skuffende og levede ikke op til teamets målsætninger. Det blev til sølv i både DM og NM.

DM blev afgjort med små marginaler, det er sket mange gange før, men denne gang havde vi desværre ikke marginalerne på vores side. Vi lagde ud med sejr i første afdeling, men blev kun nr. fire i anden afdeling. Vandt 3. afdeling, men opnåede derefter kun to andenpladser som skulle tælle med i det samlede resultat. I det samlede resultat endte vi på samme antal point som danmarksmestrene, men efter fintælling blev det kun til sølv.

I NM gik det ok bortset fra i Finland, hvor vi normalt klarer os godt. Det blev til en meget skuffende 7. plads i fredags-løbet, hvor vi traf mange forkerte beslutninger. Om lørdagen gik det lidt bedre med en 3. plads som resultat. For at vinde mesterskabet kræver det topresultater i alle lande, så sejr i Danmark og afsluttende to sejre i Sverige var kun nok til sølv. NM blev vundet af en ny svensk konstellation som er sammensat af en af de bedste chauffører og nok den bedste observatør, så det bliver bestemt ikke sidste gang vi kommer til at slås med dem om mesterskabet.

2013 – November

Efter en meget travl sæson, må det vist være tid til en opdatering. Travlheden skyldes dels at vi er flyttet til et nyindkøbt værksted. Udover selve flytningen er der en masse ting, der skal etableres og bygges op.

Vi nåede lige inden sommerferien at sikre DM allerede i 4. af 6 afdelinger. Så vi havde ro til at koncentrere os om de to vigtige weekender med NEZ i hhv. Sverige og Finland

Vi tog en første og en andenplads i Sverige og fik lagt et godt fundament for at genvinde NM/NEZ ved de sidste to afdelinger i Finland.

I vanlig stil skulle de værste konkurrenter i Finland vises sig at være brødrene Hellander fra Sverige. De vandt om fredagen med os som nummer 2. Lørdag var der byttet om på rollerne og mesterskabet 2013 var i hus.

Selvom DM var afgjort kørte vi de sidste to afdelinger med en 2. og en 1. plads som resultat.

Der mangler lige et par små ”for sjov” løb, før sæsonen er helt slut.

Der er nok at tage fat på vinteren over: 2 x Subaru, der skal repareres den ene noget mere end den anden. Derover skal værkstedet gøres helt færdigt, så vi er klar når sæsonen 2014 starter.

 

2013 – Maj

Sæsonen er nu godt i gang. Den er startet perfekt på alle fronter.

På rallyfronten er det blevet til et enkelt løb, nemlig Mads Kjærs Mindeløb, som vi vandt generelt foran alle forhåndfavoritter og de andre i alt 61 biler der deltog i løbet. Vi modtog den største pokal, jeg til dato har fået. Det er dog en vandrepokal vi har til låns i et år, så må vi se om vi kan genvinde den til næste år.

Der er flere billeder på Lemvig Motor Klubs hjemmeside: http://s1195.photobucket.com/user/loms-dk/library/Mindelob%202013?sort=3&page=2

Vandrepokalen for generalsejren i Mads Kjærs Mindeløb

3 + 2 = Optimal start på sæsonen

På O-fronten er det også gået helt perfekt. Vi har indtil nu kørt 3 DM-afdelinger og 2 NM-afdelinger (de danske), som vi alle har vundet. Der er tale om fire løb, da der var sammenfald mellem en DM og en NM afdeling.

 

2012 – November

Sæsonen er nu slut. Det har været en virkelig succesfuld sæson, med sejre i alle mesterskaber.

NM

Vi afsluttede NM/NEZ i Sverige. Vi var favoritter, da vi kun skulle bruge ét godt resultat for at tage guldet. Vi fik helt efter planen afgjort mesterskabet allerede fredag med en solid sejr. Lørdag kunne vi køre frit, men med en alligevel koncentreret indsats vandt vi også lørdag og sluttede således mesterskabet med 5 sejre ud af 5 mulige.

DM

I DM var der spænding til sidste meter. Der var syv hold, der kunne tage medaljer inden finalen heraf tre hold, der kunne tage guld. Vi sluttede sæsonen af men komfortabel sejr og dermed det samlede mesterskab.

2012 – September

Siden sidst har begge Subaruer været i konkurrence. Først i august deltog Per Mikkelsen og jeg som en del at det klubhold, som skulle forsvare Ikast og omegns Motor Klubs Jysk/fynsk holdmesterskab i klubrally. Vi bidrog med en klassesejr til at guldet kom i hus igen i år. Tilmed fik klubbens 2. hold sølvmedaljerne.

Siden har den stået på bilorientering. Først DM 4 i Thy. Et rigtigt godt løb, som desværre kun resulterede i en tredjeplads sølle tre strafpoint fra sejren og et fra andenpladsen. Vi ligger p.t. på en delt førsteplads så intet er afgjort inden de sidste to afdelinger.

Ellers er vi lige kommet hjem fra en succesfuld tur til Finland, hvor vi vandt begge NM/NEZ afdelinger. Denne gang i det østlige Finland nær grænsen til Rusland. Her har de virkeligt mange træer med virkelig mange veje imellem. Så vi kørte to klassiske finske bilorienteringsløb, med kombinationer af snæver kørsel hvor der er veje overalt og mere langstrakte strækninger med høj hastighed.

Det første løb fredag kørte vi et koncentreret løb i et fornuftigt tempo. Vi var lidt heldige med at de værste konkurrenter lavede nogle bommerter, som jo ofte sker under det stress, man kører under fra start til mål i et sådan løb.

Lørdag var vi om muligt endnu mere tændte og koncentrerede og kørte et rigtigt godt løb. Vi havde ved mål to fejlkørsler, hvoraf den ene var en skrivefejl. Jesper Jacobsen og Henrik Møller-Nielsen var overraskende tæt på med en fejlkørsel (som vi i øvrigt var tilskuer til, da vi kørte bagved dem på tidspunktet), men havde ca. 12 minutter mere i tidsstraf end os. Så endnu en tæt afgørelse, heldigvis til vores fordel.

Stillingen hvis man medtager tre ud af fire afdelinger (da man kun må medtage én hjemlandsafdeling) er følgende:

Nr. 1

Harald Søndergaard / Jan Søndergaard, Ikast

180 point

Nr. 2

Tomi Vitala / Juha Heikkilä, Finland

174 point

Nr. 3

Kenneth Lannermo / Ulf Andersson, Sverige

172 point

Nr. 3

Kari Turtainen / Jari Kulmala, Finland

172 point

Nr. 5

Børge Holm, Thisted /Jørn Mørup, Struer

171 point

Nr. 8

Jesper Jacobsen / Henrik Møller Nielsen, Aarhus

167 point

Nr. 11

Flemming Jensen / Bent Mikkelsen, Struer

165 point

Nr. 15

Erik Rasmussen / John Michelsen, Frederikssund

153 point

Nr. 18

Michael N. Larsen, Struer / Ole Skov, Thy

149 point

Nr. 19

Chr. Mølck / Jan Petersen, Amager

148 point

Nr. 20

Lars Palle / Stig Ravn, Grindsted

147 point

Nr. 25

Rene Hinsch / Kim Andersen, Gladsaxe

105 point

Da fire afdelinger ud af 5 mulige tæller så har vi nu to matchbolde når de sidste to afdelinger køres i Sverige til oktober.

Vi slutter september af med svensk træning i forbindelse med en afdeling af det svenske mesterskab.

2012 – Juli

Videoer fra Rallysprint i Sdr. Vium:
- Gammel Subaru (min) vs nyere Subaru
- Seks rallybiler på én gang

2012 – Juni

Så kom endelig dagen hvor den ”gamle” Subaru, Subaru 1 skulle ud at køre rally. Debuten var henlagt til Ikast om omegns Motor Klubs årlige rallysprint i Sdr. Vium. Et løb, der foregår inde i selve byen og delvist på favoritunderlaget grus.

Med Jesper Hedevang i højersædet lagde vi meget forsigtigt ud i heat 1. Der var 10 sekunder op til førstepladsen. Det virkede som en umulig opgave. 3 af 4 heat var tællende, så vi blev enige om, at vores heat 1 skulle være det heat, der blev smidt væk. I heat 2 kappede vi 6 sekunder af tiden. Det var ok. I heat 3 kørte vi endnu hurtigere, indtil sidste omgang, hvor vi hentede en meget langsom BMW, som vi ikke kunne komme forbi og mistede mange sekunder og deraf en dårlig tid. På det tidspunkt lå vi på en samlet 3. plads.

I heat 4 lykkedes det så at få alt til at fungere. Vi kørte hurtigst af alle på dagen indtil da og rykkede op på en samlet 2. plads generelt.

Med dagens hurtigste tid skulle vi starte sidst i røverheatet, som er en selvstændig konkurrence i konkurrencen. Det var muligheden for at få en førsteplads med hjem. Den chance blev desværre forpasset på 2. omgang, hvor vi skred ud i kantstenen efter et vinkelsving. Bil kørte fint videre, men det kostede lige et sekund eller to. Dækkene var helt færdige, så vi måtte tage toppen af farten resten af heatet. Alligevel kørte vi kun 1/10 langsommere end i heat 4. Men ærligt nok 1 sekund for langsomt til førstepladsen. Set i bagklogskabens ulidelige klare lys skulle vi nok have skifte dæk inden finalen. Men alt i alt en godkendt debut med Subaru 1 som rallybil.

Status her op til sommerferien er i bilorientering at vi har en lille føring i DM. Vi har en førsteplads ud af en mulig i NM, så det er ok. Efter sommerferien står den på bilorientering i DM og NM i Subaru 2. Næste rally er ikke fastlagt endnu.

2012 – Maj

Forsinket med godt nyt. Det tog et par løb, før vi endelig fik en sejr i år. Til gengæld var det en vigtig en af slagsen.

Weekenden den 11/12. maj blev de danske afdelinger NM/NEZ kørt. Jan var løbsleder for fredagens løb, så der kunne vi ikke deltage. Lørdagens afdeling talte både til DM og NM. Vi vandt med mindst mulig margin, 1 strafpoint til Holm/Mørup på andenpladsen og 3 stp. til Jensen/Mikkelsen på tredjepladsen.

Resultatet gør at vi ligger i toppen i DM, dog kun med et enkelt point. I NM må vi kun medtage én af de to danske afdelinger, så den ene førsteplads vi har, gør at vi ligger med maksimalt mulige point her. 

Tiden siden NM er gået med at gøre den ”gamle” Subaru Impreza klar til rallybrug. Der er mange opgaver med bur, sæder og andet sikkerhedsudstyr, men arbejdet skrider planmæssigt frem.

2012 – April

Så er de første to DM afdelinger kørt. Ikke helt med de resultater vi havde håbet på. Det er blevet til to andenpladser, med to forskellige hold på førstepladsen, så vi ligger fortsat fornuftig i den samlede stilling.

Første DM afdeling i Kjellerup gik faktisk ok, vi gætte dog forkert i tre situation indenfor et kvarter, alle tre situationer, hvor vi kørte den rigtige rute undervejs, men besluttede os for en anden rute, som så viste sig at være forkert.

Anden afdeling af DM blev kørt omkring Sorø. Et løb, der var rigtigt sjovt at køre. Godt terræn og udfordringer igennem hele løbet. Vi kørte et fornuftigt løb, men det rakte desværre kun til en andenplads.

2012 – Marts (2)

I morgen går sæsonen i gang for alvor, med DM1 i Kjellerup.

Bilen er helt meget tæt på at være 100 %. Der mangler kun nogle få detaljer, men intet vitalt for løbet i morgen. De sidste dage er gået med at få ændret lidt på udstødningen og få panelbeskytterne monteret, så hele bunden af bilen er dækket af aluminiumsplader 4 stk. i alt.

Tågelygterne er også blevet monteret, så der i alt er 6 x XENON lygter til at hjælpe os rundt i mørket. Der bliver nu nok kun begrænset brug for disse lørdag.

Det sidste var at få bilen dekoreret med sponsorreklamer og en sidste polering.

Ser frem til at komme i gang i morgen.

2012 - Marts

Så blev det endelig sæsonstart.

Der er blevet arbejdet hårdt på værkstedet gennem hele vinteren og ikke mindre hårdt her de sidste par uger. Der mangler nogle få detaljer, men alt i alt er bilen klar og resultatet føles godt. Første test var træningsløb i Thy med start og mål i Hurup. Som sædvanligt et godt løb fra Ole Skovs hånd.

Med fra løbet havde vi udover en sejr også en liste med en række punkter, som skal udbedres, de fleste dog småting, som hurtigt kan fikses. Mandag den 19. skal vi så teste igen i et aftenløb i Kjellerup, så vi forhåbentligt kan få testet lygterne.

2012 Februar

Der er stadigt travlt på værkstedet, men arbejdet skrider planmæssigt frem. Nedenfor lidt stemningsbilleder fra værkstedet.

Kofangerens befæstige skal ændres, så den kan af/påmonteres lynhurtigt.

Bremserne får også en tur

Vi er ikke kommet rigtigt igang indvendig endnu.

Sidste model af Impreza classic (årgang 2000)

Ny udstødning + wrap af manifold
Lydpotte lagt oppe under bunden, så den forhåbentligt bliver der, når det går løs
Gitter til at beskytte køleren og kevler-beskytter

2012 Januar

Lige nu er der travlhed på værkstedet. Vi er i fuld gang med at opbygge den nye bil. Der er p.t. mere end 80 punkter på listen over ændringer, der skal foretages på bilen. Der bliver hele tiden krydset nogle punkter af, men der er langt endnu, men den skal nok blive klar til sæsonstart sidst i marts måned.

2011 December

Ny bil til 2012. Så blev det jul lidt før tid i Team Søndergaard, i det der den 15/12 blev indkøbt ny konkurrencebil til næste sæson. Planen var oprindeligt at bygge en ny bil i løbet af sommeret og så tage den i brug til de sidste NM afdelinger sent efterår 2012, men når der viser sig et godt tilbud må man jeg være klar.

Så er der også et godt vinterprojekt med at få den lille nye gjort klar til den kommende sæson - total ynglingsarbejde.

2011 November

Så er sæsonen slut og det er tid til at gøre status.

DM finalen
Men først lidt som DM finalen - Nordsjælland by Night, som blev kørt med start i Ejby og mål i Frederikssund den 19. november.

Som det fremgår af navnet var der tale om et natløb. Før start var status at vi enten ville få sølv eller guld. Det skulle finaleløbet afgøre. Vi startede sidst fire minutter efter guld-rivalerne, de forsvarende mestre Børge Holm og Jørn Mørup. Vi havde ikke kørt mere end ca. 15-20 minutter før vi første gang var oppe på siden af Holm/Mørup. Faktisk fulgtes vi mere eller mindre ad næste hele løbet. Alligevel var det helt forskellige fejl vi fik lavet undervejs.

Vi fandt mange gode detaljer undervejs, men var alligevel ikke sikre på noget som helst under vejs i løbet. Et enkelt sted kom vi tilbage og kunne konstatere at vi tidligere i løbet havde lavet en fejl. I sådan en situation gælder det om at lægge det bag sig og i stedet fokusere på det sted vi er i løbet. Heldigvis var vi klar over, at det var et svært løb, så en enkelt fejlkørsel ville ikke blive afgørende.

Selvom der var tale om et løb stort set på fast underlag og med meget by- og industrikørsel, var det et løb, hvor der noget at se til hele tiden. Der var høj intensitet i bilen fra start til slut. Det var egentligt dejlig at mærke presset og den stemning af fokus og koncentration det giver i bilen.

Ved mål kunne vi konstatere, at vi havde lavet mange fejl, så mange fejl, at jeg i første omgang slog en sejr helt ud af hovedet. Men det viste sig senere, at de øvrige deltagere havde lavet endnu flere fejl. Samtidig var vi næst hurtigst. Det endte med en forholdsvis komfortabel sejr og dermed var min 15. DM titel og Jans 25. DM titel sikret.

Vinterpausen
Planen er vi tager endnu et år i Corolla'en. Dog satser vi på at skifte til 4WD inden det sidste løb i NM-serien, som i 2012 foregår i November måned.

Bilen af ved at være optimeret. Den skal smukkeseres lidt i løbet af vinteren og have ordnet et par småting, men er ellers klar til næste sæson. 

2011 - September

 

Allerede søndag den 18/9 var bilen klargjort til NM den kommende weekend i Finland.

 

Der er sket lidt med bilen siden Sverige. Den har fået nye støddæmpere i bag, to ekstra lygter og ellers fikset en række småting. Det var en underlig oplevelse at være færdig med bilen i så god tid. Det at gøre bilen klar plejer at være en del af min opladning til løbene.

 

Vi to af sted allerede onsdag aften til Sæby og sejlede tidligt torsdag morgen til Sverige og videre til Finland torsdag aften. Derefter en tur på nogle hundrede km i Finland til Lapua i nærheden af Vaasa.

 

Fredagsløbet startede i industri med et fornuftigt tempo. Vi kunne følge med tiden. Derefter lidt på landet i forholdsvist roligt tempo. Senere kom vi til et skov, hvor der var veje over alt. Her kom tempoet for alvor ned. Generelt kørte vi nok lidt for langsomt hele løbet igennem. Vi blev slået af tre svenskere og blev bedste danskere på en lidt skuffende fjerdeplads. Et resultat, der hverken var fugl eller fisk. Vi var ikke slået, men heller ikke helt fremme samlet. Lørdagens løb var således afgørende for det samlede resultat.

 

Lørdagens løb startede med en lille skov, hvor vi allerede smed et lidt dumt skilt. Derefter begyndte løbet for alvor på en motorbane, som var et veritabelt mudderhelvede. Vi kørte også kun ganske kort på denne etape inden vi sad fast første gang. Vi blev trukket fri. Det tog i alt seks minutter, men når man følger det efterfølgende på videooptagelserne kan man tydeligt se, at vi hele tiden mister tid… tøve, kigge, bakke lidt tilbage og tage tilløb, køre omveje, tage en stor bue for at få tilløb, løbe rundt uden for bilen for at se efter veje/skilte… alt dette pga. mudder, der gjorde det meget svært eller umuligt, at køre gennem i et tohjulstrukken bil uden spær.

 

For første gang i den 1½ sæson vi har kørt Corolla, savnede vi for alvor 4wd. Lørdagens løb endte med en femteplads, så den kunne vi ikke bruge til noget. Pga. at så mange forskellige hold har være fremme og tage topplaceringer i løbet af mesterskabet lykkedes det at få en bronzemedalje ud af de lidt slatne resultater i Finland. Resultatet skyldes dog lige så meget små marginaler i løbende i Danmark og Sverige om lørdagen. Men set i lyset af, at vi har holdt et års pause, er det vel rimeligt, at vi ikke har været helt så skarpe som normalt i denne sæson. Vi kommer stærkt tilbage næste år.

 

Men alt i alt som sædvanligt en fornøjelig tur til Finland. Der er altid fest og stemning i den danske lejr, selvom tempoet er faldet lidt i tak med at alle, på nær en enkelt ung, er blevet lidt mere grå i toppen.

 

Næste opgave er 5. afdeling af DM i Grindsted den kommende weekend. Vi kan afgøre DM, med en sejr, så det går vi efter - men det er der nok også andre der gør.

 

2011 - August

19-20. august kørtes 3. og 4. afdeling af NM (NEZ). Det var første gang jeg skulle køre om mesterskabspoint både fredag og lørdag.

 

Op til løbet havde vi travlt med at forbedre bilen. Først om fremmest ændring af de bagerste fjederben. De blev testet ved JFM weekenden før turen til Sverige og fungerede rigtigt godt. De nye xenon lygter gav det problem at triptællerens display tiltede hver gang lygterne blev tændt.

 

Jan arbejde ihærdigt på at få udbedret triptælleren, men til sidst måtte vi prøve med en gammel Lano tæller som jeg havde liggende.

 

På vej til Sverige forsøgte vi at justere Lano tælleren. Det tætteste vi kom, var at få den til at tælle dobbelt så langt som vi kørte. Hele fredagsløbet gangede jeg løbende de mål jeg fik at Jan med to. Løbet var rigtigt godt, med en masse gode skov- og grusveje. Som vanligt rigtigt sjovt at sidde bag rattet i bilen. Vi vandt den udenlandske klasse med en stor margin til Holm og Mørup på anden pladsen. Og med Jesper Jacobsen og Henrik Møller-Nielsen på 5. pladsen var der tillige sejr og gode point til holdmesterskabet.

 

Lørdag lånte vi en anden Lano tæller af Møller-Nielsen, som kunne justeres ind til at tælle præcist. Dejligt at slippe for regnearbejdet.

 

Både fredag og lørdag skulle vi starte som nogle af de første, da vi ikke er seedede pga. pause sidste år. Det betød at vi kørte det meste af begge løb som første bil i sporet.

 

Lørdag startede med en forholdsvis let etape, vi skulle dog lige i gang. Ved mål på etapen var vi forrest i feltet. Det betød, at der ingen spor var at køre efter. Det startede nu fint alligevel. Vi vandt de første tre etaper. Men så blev det mørk og rigtigt svært at finde de meget gamle veje ind gennem skovbunden som vi skulle køre. Vi brugte meget tid på at finde en vej, vi vidste der skulle være i terrænet, kørte fast i grøften på i et forsøg på at finde vejen. Heldigvis kunne Jan skubbe bilen fri. Men det tog tid og til sidst måtte vi køre videre med uforrettet sag og fik derved 10 strafminutter + vi brugte 11 minutter mere end fx Holm/Mørup.

 

Senere i løbet var det galt igen. Næsten samme situation vi kørte fast ved siden af grusvejen inde i skovbunden, hvor der ikke var en vej, som vi havde forventet. Denne gang hang bilen på maven og vi kunne ikke selv få den fri. Tilmed holdt vi udenfor idealruten. Heldigvis var der andre på afveje. Vi ventede i ca. 5 minutter inden Kaipainen/Laakso kom forbi og trak os op på vejen igen. For første gang siden etape et var vi ikke første bil i sporet. Der kom faktisk tre biler forbi. Men det tog ikke lang tid for Jan at finde tilbage til idealruten igen og efter få minutter var vi igen først i sporet og der blev vi resten af løbet.

 

Vi havde endnu en situation hvor vi ikke kunne finde den rigtige vej. Vi brugte igen lang, lang tid og senere viste det sig at vi bakkede forbi skiltet på et tidspunkt. Vi skulle forcere et dyb grøft for at nå skiltet den rigtige vej, måske var det oplevelserne med at sidde fast to gange, der gjorde at vi ikke prøvede til med at køre gennem grøften.

 

Igen var det et løb med en masse herligt gode skov- og grusveje.

Resultatet endte godt for Danmark som hold, men ikke helt så godt for os individuelt. Vi blev nummer to efter Holm/Mørup, der således ligger rigtigt godt i det samlede mesterskab med to sejre og en andenplads efter tre pointgivende afdelinger. Vi ligger dog fornuftigt med to andenpladser og en sejr.

 

Det hele bliver afgjort i de sidste to afdelinger i Finland i september.

2011 - Maj

 

Så blev det endelig tiden, hvor vi skulle ud at køre. Der var travlhed på værkstedet til det sidste, men en brugbar bil blev da klar til inden første af deling af DM løb af stablen 30. april.

 

 

Træning var det ikke blevet til. Det var lige nøjagtig et år siden vi havde kørt sidst. Vi lavede også ret mange fejl, men trods alt færre end vore konkurrenter og startede således vores comeback år med en sikker sejr.

 

Trods de mange fejl, gik det hele tiden fremad og alt i alt et godt løb… og så trække det jo ikke ned med etape med maks. 100 km/t omkring en gård J

 

Der var dog lidt ved bilen som skulle justeres. Den nye udstødning larmede alt for meget. Der blev sat en ekstra lydpotte på, det hjalp. Indretningen med værktøj og dele i bag nåede vi også at ændre på inden weekenden efter, hvor der stod på 2 x NEZ og 1 x DM på programmet.

 

Jeg skulle være chauffør om fredagen og Per Mikkelsen skulle tage sig af rattet lørdag, da jeg skulle til bryllup.

 

1. afdeling af NEZ, fredag den 6. maj

Vi kørte først noget industri. Vi kom ind i en god rytme og lå resultatmæssigt med helt i toppen. Derefter kom lidt åbent land for derefter at køre sidste halvdel af løbet i skoven, som er vores absolutte favorit. Vi skulle lige finde rytmen og det rette tempo i skoven, men fik det til at fungere. Dog kunne jeg ret snart mærke at højre forhjul var tom for luft. Vi kørte på det punkterede jul i 15-20 minutter, men derefter var der ikke andet at gøre end at skifte. Det tog vist for lang tid, for ved mål viste det sig, at vi blev slået med tre minutter. Men ellers havde vi nu kørt så hurtigt som vi kunne, Flemming Jensen og Bent Mikkelsen var bare hurtigere, vi må håbe, der kommer lidt mere fart på efterhånden vi kommer ind i sæsonen.

 

Generelt var det er rigtigt godt løb med masser af godt terræn og vejforløb, der fik sveden frem på panden.

 

2. afdeling af NEZ, lørdag den 7. maj

Da Per sad ved rattet kan jeg ikke berette så meget, andet end at resultatet desværre var lige så skidt som om fredagen. Endnu en 2. plads. Denne gang gik førstepladsen til Børge Holm og Jørn Mørujp, det gør det ikke bedre, da der nu er to andre danske hold med max. point efter de to danske afdelinger, hvor man - som danske - kun må tælle den ene med.

2011 - April

Så er det ved at være "op over". Det går da også fremad med bilen. Den er blevet synet og vi er ved at lave den om til en brugbar bil igen. Derudover skal der males lidt her og der.

Den "nye" gearkasse og nye kobling og de renoverede trækaklser er monteret og fungerer godt.

2011 - Februar

Efter et år med pause tvungen af omstændighederne er vi så småt ved at gøre klar til den kommende sæson.

Bilen skal som noget af det første synes.

Derudover skal bagvognen ændres med andre fjederben dels for at give plads til større hjul/dæk og dels for at ændre camber. Formålet er at skabe en bagvogn som hænger lidt bedre fast i vejen.

Vi er i gang med at renovere trækakslerne. Gearkasse og kobling skal skiftes. Der skal lidt nye fælge og dæk til.

 

 

temp0043_th_nw
temp0043_arrow  Følg med...

Følg med i Team Søndergaards aktivteter

temp0043_th_ne
temp0043_th_sw temp0043_th_se temp0043_th_se

Danglas   Landbobanken           Euromaster